• Gabriel siger, at han udfører »Guds plan« på Vestbredden. »Hvis du kæmper mod den plan, kæmper du mod Gud«

    Source: BDK Borsnyt / 19 Oct 2024 14:24:03   America/New_York

    Da Mahmoud Suleiman hørte, at køllesvingende vandaler var brudt ind på hans børns skole, gjorde han som de fleste forældre ville gøre i hans sted. Han kimede ordensmagten ned. »Der var en 10-12 stykker i alt,« fortæller Mahmoud Suleiman. Det lokale politi var dog længe om at indfinde sig. Da det endelig mødte op, over en time senere, havde hærværksmændene raseret skolens interiør, banket flere voksne i skolegården og jaget børnene en skræk i livet. Betjentene gav sig dog hverken til at yde førstehjælp eller indsamle øjenvidneudsagn. I stedet arresterede de skolens lærer. Han skulle have brugt vold i forsøget på at standse vandalernes hærgen. Sagde voldsmændene. Og dem valgte politiet at tro på. Det på trods af utallige videooptagelser, der dokumenterede lærerens uskyld og voldsmændenes amokløb. Først efter tre dage blev læreren løsladt på grund af manglende beviser. Overgreb er lig med dagligdag Episoden ligger kun lidt over en uge tilbage, da Berlingske møder den midaldrende fårehyrde og far til 14. Men han beretter om episoden med jævn stemmeføring og kommenterer den blot med et skuldertræk. Som var den slags en beklagelig, men uomgængelig del af tilværelsen på kanten af de støvede bakker. Ligesom den glødende sol midt på dagen i stenørkenen. Noget, man har vænnet sig til. Noget, man er magtesløs overfor. Ugen inden blev flere af hans får forgiftet. Måneden før fik hans bror sine stjålet. For Mahmoud Suleiman er palæstinenser på Vestbredden. Og hans plageånder er jødiske bosættere, der er ude på at fordrive ham, hans familie og hans naboer fra deres land. »Vi vil ikke gå vores vej. Vi har ikke noget andet sted at tage hen,« siger han. Faktisk er angreb som det på skolen i Muarrajat Øst, Mahmouds flække af en landsby, så hyppige, at et helt hold israelske frivillige på skift overnatter der for at agere levende skjolde. Flere af dem var til stede, da de køllesvingende og kalotbærende bosættere stormede skolen, og de satte uden tøven liv og lemmer på spil for at stoppe dem. Politet beskytter de kriminelle Det takserede angriberne med bank og en brækket arm. »Fordi de er jøder, kan de gøre, hvad der passer dem. Politiet beskytter dem. Hæren beskytter dem,« siger Guy Hirschfeld, grundlægger af og direktør for den israelske menneskeretsorganisation Se Besættelsen i Øjnene. Ligesom Mahmoud er han ikke synderligt overrasket. Hverken over angrebsmændenes eller politiets opførsel. Men i modsætning til Mahmoud er hans harme intakt. »Dette er apartheid. Dette er besættelsen.« Ifølge menneskerettighedsaktivister er angrebet på skolen et led i radikale religiøse bosætteres forsøg på at fordrive Mahmoud og tusindvis af andre beduiner fra et 20 kilometer bredt bælte af Vestbredden ned mod Jordandalen. En beskidt nabokrig, som har stået på i over et år. En uhellig blanding af økonomisk, psykologisk og fysisk krigsførelse. Ifølge internationale og israelske organisationer er over 1300 palæstinensere blevet fordrevet siden terrorangrebet 7. oktober 2023. Fremgangsmåden er som følger: Først etablerer bosætterne en udpost. Ofte ikke meget mere end én eller to familier med børn omkring en skurvogn og et par telte. Så går de til værks. »I de første par uger laver de et brutalt opsigtsvækkende angreb. For at signalere, at nu bliver tingene anderledes.« Derfra bygges konflikten langsomt op. Med geder, geværer og hjælp fra besættelsesmagten. Med gevær og geder For at forstå, hvad der motiverer disse bosættere, tager Berlingske en tidlig morgen med Hirschfeld og tre af hans frivillige på feltarbejde i Mahmouds landsby, Muarrajat Øst. Men hverken Mahmoud eller nogen af de andre indbyggere i landsbyen er at se nogen steder. I stedet er det en mand midt i 30erne med fuldskæg, hæklet kalot og ørkenstøvler, der byder os velkommen på en støvet mark uden for landsbyen. Han læner sig op ad en firhjulstrækker. Om halsen har han et automatgevær. »Sikke en vidunderlig morgen,« siger han og rækker hånden frem. Hans navn er Gabriel. Men Guy Hirschfeld går forbi uden at værdige ham så meget som et nik. »En jøde, der ikke vil give en anden jøde hånden. Så meget had,« siger Gabriel og ler sarkastisk. For Hirschfeld er Gabriel intet mindre end en farlig religiøs ekstremist, og hans besøg er en provokation, der skal bane vejen for, at endnu flere af hans palæstinensiske naboer bliver fordrevet. For Gabriel er ikke alene. Han er i selskab med tre israelske soldater, et halvt hundrede geder og en ung hyrdedreng. Økonomisk udsultning Det er årsagen til, at de lokale beboere gemmer sig i deres improviserede hytter, der består af træskure dækket af presenninger og bliktag holdt provisorisk fast med reb og bildæk. De tør ikke bringe deres dyr til græsning, så længe Gabriel er der med sit gevær og sine geder. I stedet må de købe foder til deres dyr. Og det er netop formålet. At bringe landsbyen til tiggerstaven. »Den stille terror,« kalder Hirschfeld det. »De møder op og sidder foran skolen med deres våben. For de lokale er det virkelig skræmmende.« Og effektivt. For få år siden havde Muarrajat Øst endnu 120 familier. I dag er antallet nede på 40. Andre gange bryder de ind i husene. »Hvis palæstinenserne forsøger at gøre modstand, bliver de arresteret.« Men alt det afviser Gabriel at kende noget til. Til daglig er han sikkerhedsvagt i en nærliggende bosættelse. »Jeg ville ønske, at jeg en dag ikke havde et våben. At vi kunne leve i fred. Men lige nu har vi så mange fjender, som ønsker at slå os ihjel,« siger Gabriel. »Jeg ved, hvordan man viser medfølelse. Men de, der slås mod mig …« Han stopper op uden at fuldføre sætningen og tager et fast greb om sit gevær. »Vi er ikke i Polen længere. I Polen blev jøder slagtet,« siger han med henvisning til Hitlers udryddelseslejre. »Også i Israel blev vi slagtet for et år siden. Slagtet og voldtaget,« siger han med henvisning til Hamas’ terrormassakre 7. oktober 2023. »Dagen efter at vi var blevet slagtet og myrdet, mødte de her op og begyndte at intimidere jøder,« siger han og peger på aktivisterne. Gabriel føler sig både misforstået og forfulgt. »I er på jagt efter voldelige billeder. Men I vil ikke finde dem,« forsikrer Gabriel. Opfylder »Guds plan« Det internationale samfund betragter Gabriel og de øvrige godt 750.000 bosættere i Østjerusalem og på den besatte Vestbred som en af hovedforhindringerne for oprettelsen af en palæstinensisk stat og en fredsaftale baseret på en tostatsløsning. En palæstinensisk stat ved siden af Israel. Selv ser Gabriel sin tilstedeværelse som opfyldelsen af »Guds plan.« Derfor kan aktivisterne godt spare sig deres anstrengelser. »Du kan ikke kæmpe mod den plan. Hvis du kæmper mod den plan, kæmper du mod Gud.« Men de siger, at du har en plan for at fjerne folk herfra, at du vil gøre området her til et sted kun for jøder? »Det er et godt spørgsmål,« siger han uden at svare. »Dette er Guds land. Den, som handler retfærdigt, vil få det. Det er, hvad der står i Bibelen. Jeg tror på, at hvis jeg handler retfærdigt, vil Gud give mig dette land.« I det hele taget er det vanskeligt at interviewe Gabriel. Når man spørger ham, hvad der skete for en uge siden, som på skolen, har han det med at svare med en reference til noget, der skete for 2000 år siden. Vorherre på holdet Der er ikke mere end et par skridt gennem det støvede sand fra Gabriels firhjulstrækker og soldaterne på den ene side og Hirschfeld og hans aktivister på den anden. Ideologisk er der meget langt. Den ene side insisterer på, at Israel skal forblive et demokrati med lige rettigheder for alle borgere. Den anden på, at landet er Guds gave til jøderne. Og kun dem. Selv mener Gabriel, at han virkeliggør Guds plan. Aktivisterne mener, at han står bag etnisk udrensning. »Jeg kæmper for et demokratisk Israel. Han kæmper for en religiøs Judæa-stat. Han er ikke rigtig interesseret i den israelske stat. Han ønsker at gå 3000 år tilbage,« siger Hirschfeld. Det er en konflikt, der i disse år truer med at rive det israelske samfund fra hinanden Mens bosætteren er overbevist om, at han har Vorherre på sit hold, er Hirschfeld overbevist om, at han har flertallet af den israelske befolkning på sin side. »De fleste israelere er ikke fascister. De ønsker ikke at slå alle araberne ihjel. De er parat til opgive en del af landet for at opnå en fredsaftale.« Rekrutterer for Hamas Men mange vælger at lukke øjnene for, hvad deres landsmænd foretager sig i de besatte områder. »Folk vil ikke høre om, hvad der foregår her. Men det vil eksplodere i ansigtet på dem.« Og den vurdering står han ikke alene med. Ronen Bar, lederen af den interne israelske efterretningstjeneste, Shin Bet, frygter, at den »jødiske terror« på Vestbredden risikerer at udløse en væbnet opstand på Vestbredden på et tidspunkt, hvor den israelske hær allerede har hænderne fulde i Gaza og Libanon. Bosætternes overgreb fungerer ifølge Ronen Bar som et rekrutteringskontor for radikale islamistiske terrorgrupper som Hamas, der kæmper for samme mål som de jødiske ekstremister – med omvendt fortegn. De ønsker at fordrive jøderne fra det hellige land og oprette en islamisk stat. Derfor har Ronen Bar øget overvågningen af jødiske ekstremister. Efter at have undersøgt videooptagelserne af angrebet fra skolen har politiet anholdt og sigtet fire bosættere for angrebet. »De var så dumme, at de end ikke havde gjort sig umage med at tildække deres ansigter,« forklarer Hirschfeld, der ser sagen som et tegn på det stigende internationale pres fra blandt andre den amerikanske præsident, Joe Biden. »Jeg tror, at de vil forsøge at statuere et eksempel med de fire,« mener Hirschfeld. Han gør sig dog ikke nogen illusioner om, at der skulle være tale om en total kursændring fra myndighedernes side. Støtte fra politiminister For det er langtfra alle i Benjamin Netanyahus regering, der hviler på stemmer fra bosætterne og den yderste højrefløj, der kan se noget problem i denne »jødiske terror.« Ministeren for National Sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, er en dem, der ikke kan. Han er selv bosætter og er dømt for medlemskab af en jødisk terrororganisation. Han har offentligt opfordret sine underordnede i politiet til ikke at spilde efterforskningskræfter på at opklare sådanne sager. Og det smitter af på politiets opførsel. »Siden Ben-Gvir blev minister, er tingene gået helt over gevind,« siger Hirschfeld. Ikke alene undlader ordensmagten at opklare de forbrydelser, den er sat til at forhindre. I mange tilfælde deltager den selv i dem. Mange bosættere gør selv karriere i sikkerhedsstyrkerne. »Nogle gange kommer hæren og foreslår, at palæstinenserne forlader området.« Denne morgen får indbyggerne i Muarrajat Øst lov til at blive. Efter to timer vælger hyrdedrengen og hans beskytter, Gabriel, at forlade landsbyen og føre gedeflokken over på et andet højdedrag. Soldaterne stiger ind i deres jeep og kører bort. Snart følger Gabriel efter i sin firhjulstrækker. Først da støvet har lagt sig helt, og får og firhjulstrækkere er forsvundet i horisonten, begynder indbyggerne at dukke frem fra deres skjul. En lille sejr for dem og aktivisterne. Men nabokrigen er langtfra forbi. https://www.berlingske.dk/internationalt/gabriel-siger-at-han-udfoerer-guds-plan-paa-vestbredden-hvis-du
Share on,